Faklen nr. 3 · Forår 1997

DEN DANSKE DISSIDENT
I 1979 blev en embedsmand i Finansministeriet, cand.polit. Jussi Merklin reelt offer for Berufsverbot efter at have kritiseret den danske stats tiltagende overvågning og registrering af borgerne.

Med baggrund i et intimt insider-kendskab til statsadministrationen har han siden udarbejdet en omfattende dokumentation af i hundredvis af sager om danske myndigheders magtmisbrug.

I 70erne var CPR-numre endnu et følsomt politisk emne; en skærpet grad af statslig kontrol og registrering blev ikke indført uden sværdslag. Da alle kommuner fik besked på at overdrage CPR-numre til Danmarks Statistik i 1977, vægrede flere kommuner sig i lang tid mod at udlevere private oplysninger til et centralt personregister, indtil de med dagbøder blev tvunget til at give efter.

På samme tid var den unge fuldmægtig i Finansministeriet, cand.polit. Jussi Merklin ansvarlig for statens EDB-sikkerhed; tidligere havde han bl.a. været ansat i Danmarks Statistik og Indenrigsministeriet.

Som en førende kapacitet på personregister-området deltog han aktivt i den offentlige debat om overvågning og registrering. Merklin argumenterede bl.a. for, at syv cifre var rigeligt til statistisk brug, mere var jo ikke nødvendigt for at undgå forvekslinger af personer i en befolkning på fem millioner. Flere cifre ville derimod muliggøre en unødig central ophobning af persondata med større mulighed for misbrug.

Fra EDB-sikkerhedsekspert til overopsynshavende med ministeriale toiletter

I mellemtiden udarbejdede han i embeds medfør en rapport, som påpegede omfattende sikkerhedsmangler i Kommunedatas behandling af persondata.

Hans foresatte reagerede herpå ud fra en uskreven regel, som siden er blevet så meget desto mere kendetegnende for myndighederne i lignende sager: Det er slemt, hvis en embedsmand deltager i den offentlige debat; det er en skærpende omstændighed, hvis han udtaler sig om et aktuelt emne; det er en ekstra skærpende omstændighed, hvis han udtaler sig om et emne, som han har forstand på.

Det varede da heller ikke længe, før EDB-sikkerhedseksperten således måtte se sig forflyttet til et andet område – han blev ansvarlig for statens kantinedrift. Senere degraderedes han så yderligere til posten som overopsynshavende med rengøringsstandarden på de ministeriale toiletter.

Det var selvfølgelig ikke vanskeligt at gætte, hvor det bar hen, og snart var Merklin ganske enkelt ikke ansat længere.

Processen var påviseligt styret fra højeste sted, og skønt hans fagforbund, DJØF så igennem fingrene med en ellers nok så tydeligt politisk dikteret fyring, vakte sagen til gengæld en del opsigt i pressen i slutningen af 70erne.

En offentligt ansats ytringsfrihed var blevet krænket, og i efteråret ’78 blev sagen da også rejst i Folketinget. Men selv om alle partier naturligvis i princippet gik ind for ytringsfrihedens ukrænkelighed, mente de fleste, at den skulle afvejes mod en lige så vigtig loyalitetspligt.

Bl.a. Preben Vilhjelm gik kraftigt i rette med denne indstilling: »Undervejs i den lange debat har det ofte været fremført som en fornuftig og hidtil respekteret regel for offentligt ansatte, at de ikke ytrede sig i den offentlige debat om de forhold, de havde med at gøre i deres ansættelse. Det kan lyde meget tilforladeligt, men ikke desto mindre er det noget forløjet sludder. Hvad har vi ikke set i tidens løb af offentligt ansattes ytringer vedrørende deres egne sagsområder, som ingen har drømt om at påtale. (‘) stribevis af bestilte og ikke-bestilte artikler for Storebæltsbroen fra offentligt ansatte, som her netop skrev om deres eget område, (‘) men i disse tilfælde har de ytret sig i overensstemmelse med deres politiske forvaltningschefer.« (Censur-sagen, s. 93).

På en måde, som i det mindste i effektivitet ikke afviger videre fra Ceausescus Rumænien, Pinochets Chile eller andre af det borgerlige demokratis skræmmebilleder, blev Merklin et af de første tegn på, at velfærdsstaten bag sin humanistiske maske havde sine egne elegante udrensningsmekanismer. Han røg ud i kulden som en dansk dissident.

Merklin var imidlertid ikke sponsoreret af en fremmed magt, og han havde ikke en eksotisk social utopi i baghånden. Tværtimod mindede hans heltegalleri og idealer påfaldende om dem, som magthaverne fremhævede som deres egne. Han gik ind for John Stuart Mills idé om minoritetsbeskyttelse, for Thoreaus antimilitarisme, for Rosseaus folkesuverænitet og for Montesquieus magtdeling. Og han troede på, at forfatningen sikrede fundamentale retsgarantier og borgerrettigheder, og at systemet vogtede dem med nidkær omhu, ikke som tomme fraser, men som nødvendigt grundlag for den politiske proces.

Borgerkortet – en kortlægning af individets elektroniske spor

Merklins bøger Registerstaten Danmark (1979), Censur-sagen (1980) og Demokratiet undergraves oppefra (1980) repræsenterede en uhørt radikal kritik af det politiske system, senere fulgt op af Erindringshullet (1991) og Farvel hr. minister (1992) om tamilsagen.

Arbejdsgangene i centraladministrationen og de dominerende politiske partier blev analyseret og parallelliseret med nazistiske og fascistiske magtstrukturer. De skræmmende konsekvenser af centralismen, den øgede overvågning af borgerne og misbruget af personoplysninger udstilles med den særlige faglige indsigt, der kommer af at kende systemet indefra.

Efter årtiers intense studier, hvor han har samlet dokumentation om i hundredvis af sager om de danske myndigheders magtmisbrug, krænkelse af fundamentale menneskerettigheder, statslig registrering og nepotisme, kender han formodentlig forvaltningens skyggesider bedre end nogen anden.

Senest har han analyseret sagen om borgerkortet, som Indenrigsministeriet forgæves forsøgte at lancere gennem en PR-kampagne med et helt andet indhold end det, som fremgår af ministeriets interne materiale herom.

Merklin udtalte bl.a. herom: »Jeg har rekvireret de 5,5 kg., som Indenrigsministeriet ligger inde med om borgerkortet, og efter at have gennemgået dem kan jeg sige, at alt, hvad Indenrigsministeriet og Forskningsministeriet har sagt og skrevet om borgerkortet, er usandt, intet af det passer.

Oprindelig blev vi fortalt, at CPR-nummeret skulle være et internt journalnummer i den offentlige forvaltning, som ville lette forvaltningens indbyrdes kommunikation og sikkerhed mht. identifikation af bestemte borgere og deres sager. Sådan er det aldrig nogensinde blevet, og det er helt bevidst fra Indenrigsministeriets side, at CPR-nummeret er blevet udvidet til brug i den private sektor. Det har helt fra starten været ønsket, at det skulle det. Nøjagtig det samme vil ske med borgerkortet.

Man siger, det ikke skal blandes med betalingskort osv., og at det skal holdes inden for den offentlige sektor – nøjagtig det samme skalkeskjul bruges her for det, man egentlig vil, nemlig at bruge det i alle sammenhænge.« (Europa Nyt nr.17, 1996).

Ifølge Merklin røber Indenrigsministeriets materiale detaljerede planer, der er gearet til en omfattende udbredelse af kortet ved kontakt til alt fra sygesikring til internet. Kopier af pin-koderne tænkes deponeret i såkaldte nøglecentre, så politiet kan gå hen og hente nøglen og i fred og ro aflytte vores meddelelser. Der bliver udviklet programmer, som går ind og lytter med på internettet, og hver gang der kommer noget, man er interesseret i, tapper man nettet og kopierer meddelelserne til brug for politi eller efterretningstjeneste.

Et rent skræmmebillede? Eller omridset af endemålet for den udvikling, vi allerede er inde i?

Faklen har opsøgt Jussi Merklin for at få et interview med en, der kender til myndighedernes eskalerende overvågning og den generelle arbejdsgang i centraladministrationens korridorer indefra.

– I 1984 udtalte du i Flemming Sørensens bog, Registersamfundet, at vi nærmede os en registerstat, og at denne registerstat kun er et forstadium på vej mod en regulær diktaturstat, »der siger spar to til alt, selv George Orwells 1984«. Hvis du ser på de seneste ti års forløb, mener du så, at denne pejling er blevet bekræftet af den politiske og teknologiske udvikling?

– Det mener jeg, den er. Men man kan godt sige, at der har været en mindre hastig udvikling i nogle år i midten af firserne, og det håber jeg da også, at den bog bidrog til. Udviklingen er jo nok ikke gået lige hurtigt hele tiden, men den er gået i samme retning hele tiden, og jeg synes, at man i de senere år ligefrem har accentueret udviklingen i retning af, hvad jeg frygtede og advarede imod.

Overvågningsstaten, registerstaten er en realitet, der kommer til udtryk i mange sammenhænge, bl.a. i regeringens handlingsplan på IT-området: »Info-samfundet år 2000«. Her lukker man portene op og siger, at man tilstræber, at data skal flyde frit mellem de offentlige myndigheder. Man kalder det genbrug af data. Men, hvis det føres ud i livet, hvad man er godt på vej til, indebærer det, at data vil flyde frit mellem de offentlige myndigheder, og at data, som borgeren én gang har afgivet til det offentlige i én sammenhæng, kan udnyttes i andre.

Der er tale om et markant spring i retning af registerstaten; hidtil har man jo forvaltningsteoretisk og -retsligt ment, at forskellige offentlige myndigheder ikke er ét og det samme – og heller ikke skal være det – netop for ikke at få koncentreret for megen magt.

Men nu bliver den offentlige sektor faktisk mere magtfuld, end den nogen sinde tidligere har været i Danmark – selv under enevælden. Vi bevæger os tydeligt i retning af en totalitær stat, hvor staten – ikke den enkelte myndighed men staten som sådan – overvåger borgerne på næsten alle livets områder. Det har vi set mange yderligere tendenser til de sidste år.

Et godt eksempel er planerne om at oprette et DNA-register, som ikke alene skal gælde kriminelle, men også folk, der har været sigtede eller blot under mistanke. Og også på en lang række andre punkter har man inden for de senere år taget skridt til en decideret overvågningstat, ikke mindst i forbindelse med det såkaldte borgerkort.

Borgerkortet handler om, hvordan man planlægger at udstyre hver enkelt dansk borger med en elektronisk identifikation, som gør dem umiddelbart sporbare gennem en lang række separate registre. At dette ikke er ført ud i livet, skyldes jo ingenlunde manglende vilje eller manglende planer, som tværtimod lå helt grydeklare i Indenrigsministeriet, da de blev afsløret. Færdige planer, som foreskrev, at man i ’96 ville vedtage en lov om tvangsmæssig indførelse af borgerkortet for alle personer inden udgangen af dette årtusind.

Meningen var, at man skulle opstille borgerkortautomater ved grænser, i lufthavne og sågar i supermarkeder, således at borgerne, hver gang de krydsede grænsen eller blot henvendte sig på en tankstation, skulle stikke deres borgerkort ind i en borgerkortlæser, som kunne registrere deres gøren og laden. Selv når de gik ned og købte en tube tandpasta, ville de blive registreret – sætte elektroniske spor.

Og borgerkortet er såmænd ikke opgivet; det er blot lagt på hylden til »bedre« tider. Det vakte megen modstand, da det kom frem, og fik derfor ikke den glideflugt gennem lovmaskineriet, som man havde forventet i Indenrigsministeriet. Men planerne er ikke lagt på hylden for evigt – de vil blive taget frem og pudset af igen. Borgerkortet vil blive forsøgt gennemført om et års tid eller to, når støvet har lagt sig.

– Nogle fortalere hævder jo, at kortet ikke gør fra eller til, eftersom myndighederne har alle informationerne i forvejen. Hvad siger du til det argument?

– Informationerne skabes jo først ved brugen af borgerkortet. Hver gang det bliver aflæst, bliver det registreret, og hvis det sker, når du går i supermarkedet, eller når du går ned og køber en billet på banegården eller passerer grænsen, så betyder det, at registreringen bliver langt mere omfattende og vidtgående, end den er i øjeblikket.

Det, man så hævder, er, at kortet giver borgerne mulighed for at trække oplysninger ud af registrene uden at skulle have attester med ved henvendelse til myndighederne, men dét vil samtidig give magthaverne carte blanche til at samle enhver form for oplysning i de offentlige registre.

I dag er der vandtætte skodder – i hvert fald delvist vandtætte skodder – mellem de oplysninger, der ligger i de forskellige registre, og der er en registerlov, som faktisk netop går ud på at hindre sammenføring af registre i bred almindelighed.

I regeringens IT-plan siger man derimod, at det gælder om at gøre det modsatte, om at bryde barriererne mellem registrene ned og lade oplysningerne løbe sammen i én strøm af informationer. Og så kan det da godt være, at de nuværende embedsmænd og politikere måske stadig har visse moralske skrupler mht., hvad de vil, tør eller kan foretage sig med dette her.

Men der skal ikke så forfærdelig meget til at få moralen til at flytte sig markant, som man så det i Tyskland i 30erne. Skønt landet i begyndelsen af 30erne var en højtstående civilisation og et kultursamfund, så gik der jo ikke mange år, før det blev hjemsted for de groveste forbrydelser i verdenshistorien.

Det kan ske igen. Det er farligt at bryde dæmningerne ned, så der er frit løb for registreringen, for det kan næsten ikke undgå at føre til misbrug.

– For 16 år siden beskrev du dansk politik som kendetegnet bl.a. af magtmisbrug, censur, autoritetstro underkastelse og sproglig manipulation af det politiske indhold, som du kaldte »ankerismen«. Hvordan er det gået med disse tendenser siden?

– De er blevet meget stærkere. Udtrykket »ankerisme« var jo bare mit begreb for en særlig form for dansk fascisme – en slags fløjlsfascisme, hvor man på overfladen giver udtryk for, at man følger demokratiske spilleregler, mens man reelt følger de spilleregler og den politik, som vi kender fra fascismen, og som i al sin enkelhed har det ene formål at koncentrere magten. Det lagde fascisterne jo heller ikke skjul på: Magten på så få hænder som muligt.

I Danmark går man selvfølgelig ikke ud og siger, at man skal følge en fører – men i systemet ønsker man ikke desto mindre, at én vilje skal herske. Der må godt være lidt flere til at dele den, men det er stadig væk én vilje, ét synspunkt. Den reelle respekt for demokratiet er blevet mindre i Danmark siden 80erne, og de ting, man foretager sig i det politiske magtspil, er langt mindre demokratiske end det, man i 80erne eller 70erne ville acceptere som tilladeligt.

– Du beskrev i 1979 embedsmændenes skødesløse behandling af person-data. Senere har du hævdet, at embedsmændene reelt betjente sig af principper, der var mere ensrettende og fascistiske end pluralistiske og humanistiske. Hvordan ser du på den seneste udvikling?

– Der er afgjort kommet mindre etik i forvaltningen. De allerfleste embedsmænd, både i kommune og stat er følgagtige. De bruger meget mere tid på at bortforklare og undertrykke oplysninger, der er kommet frem om ulovligheder i administrationen, end til at modvirke og afdække disse ulovligheder.

I Tyskland havde man jo også ensretning af embedsmændene, Gleichschaltung, hvor det gjaldt om at rette sig ind efter førerens vilje. Selv i Danmark har man nærmest ensretningen som ideal. Det, som den politiske magthaver siger og gør, er også det, embedsmændene skal sige og gøre ned til mindste detalje.

Det er utrolig sjældent, at de siger deres mening åbent, så der kan komme en debat i gang, for, hvis den er forskellig fra magthavernes, så er det noget med at skrive den ned i en dagbog til skrivebordsskuffen.

Forskellige interne uenigheder om de politiske tiltag kommer aldrig til debat, de når simpelt hen aldrig ud til offentlighedens kendskab, hvorved en normal demokratisk proces i virkeligheden afspores. I stedet for et folkestyre får vi en ensrettet beslutningsproces truffet bag lukkede døre. Man tilrettelægger virkeligheden, så den passer med magthavernes ønsker, sorterer og censurerer informationen, så kun det kommer frem, der støtter magthavernes ønske og vilje.

Alt andet bliver undertrykt, gennem regulær censur såvel som gennem selvcensur. Den propaganda, der på denne baggrund drives i dagens Danmark via aviser, via ministeriernes sekretariater osv., er i virkeligheden langt mere effektiv, langt mere manipulerende end nazisternes. Under 2. verdenskrig var folk i almindelighed godt klar over, at informationerne var propaganda. Men i dag tror folk ukritisk på det, der kommer fra ministerierne, selv om det i realiteten er lige så tilrettet og propagandistisk.

I alle kommuner og ministerier er der censur. Folk må eller tør ikke sige deres mening uden at spørge chefen først – hvis ikke det ligefrem er formuleret skriftligt, så er det det i hvert fald mundtligt. For en sikkerheds skyld siger man så ikke noget for ikke at blive forlegen ved at spørge chefen først – effektiv selvcensur, meget mere effektiv end en centralt etableret censur-instans.

Der er ikke reel ytringsfrihed for offentligt ansatte i Danmark. Det er der sådan set heller ikke for privat ansatte. Hvis man er ansat i en virksomhed, kan man ikke tillade sig at sige noget som helst mod virksomhedsejeren eller virksomhedslederen. I det private erhvervsliv er folk endnu mere bange for at komme med afvigende meninger, for der kommer fyringen endnu hurtigere.

Folk tør ikke sige deres mening, for tænk nu, hvis det kunne skade dem. Også tavshedspligten bliver misbrugt af magthaverne til at få folk til at holde kæft om de ulovligheder, der foregår. Da folk i almindelighed ikke aner, hvad de har tavshedpligt om, vælger de at holde kæft af frygt for at blive straffet.

Jeg har sågar set folk skrive under på, at de end ikke måtte tale med deres ægtefælle om maden i kantinen.

– Kunne du forestille dig, at der ville ske en slags mentalitetsskred, hvis flere begyndte at tale ud om, hvad der foregår, f.eks. i Justitsministeriet eller Indenrigsministeriet?

– Det kan du tro. Og magthaverne frygter det som bare pokker – og derfor sætter de også meget effektivt ind imod det. Man må jo også sige, at de i et vist omfang har opbakning til, at det skal foregå på denne måde. Den almindelige indstilling til den censur, der foregår, er passivt accepterende. De fleste er ikke særlig bevidste om den og også ret ligeglade, og det er jo i kraft heraf, at det overhovedet kan foregå.

Hvis folk reagerede på de tendenser, ville politikerne være nødt til at reagere, men de føler nok, at de har vælgerne med sig. Store dele af befolkningen er ikke særlig demokratisk indstillet og tænker ikke særlig demokratisk. Ellers ville udviklingen ikke være der. Danmark er gået direkte fra et gammelt traditionelt enevælde, som egentlig aldrig er blevet afskaffet i folks hjerter, til en moderne form for totalitær stat.

Herhjemme har der jo aldrig været noget revolutionært ideologisk opgør med magthaverne og den totalitære filosofi.

– I dine bøger om tamilsagen er du inde på, at måden, embedsmænd og politikere forbrød sig på i denne sag, langtfra var atypisk for nogen af parterne. Mener du, at tamilsagen kun er toppen af isbjerget, og at den egentlig kun er usædvanlig, fordi den blev opdaget?

– Ja, bortset fra, at den ikke er den eneste, som er blevet opdaget. Men tamilsagen er den eneste sag, hvor magthavernes magtmisbrug er blevet udstillet og dokumenteret offentligt på så grundig vis. Der er mange andre sager, der er blevet opdaget, men som er blevet dysset ned igen, og som folk i løbet af et par måneder eller et halvt år glemmer, uden der har fundet en ansvarsplacering sted. Og det på trods af, at nogle af disse sager har været af langt grovere karakter mht. krænkelse af fundamentale retsprincipper og demokratiske rettigheder!

En typisk sag, der blev dysset ned, var Niels Helveg Petersens krænkelse af ytringsfriheden for ansatte i hans ministerium. Det er jo en fantastisk grov sag, specielt set i lyset af, at Niels Helveg Petersen nu indklager Tyrkiet for krænkelse af menneskerettighederne i Kemal Koc-sagen.

Det er jo skæbnens ironi. Han er selv sluppet for tiltale for at krænke danske borgeres menneskerettigheder, men vil have de andre draget til ansvar. Den sag er der ikke nogen, der snakker om mere. Statsministeren fik lukket den effektivt for ham.

Der er masser af den slags krænkelser af ytringsfriheden, hvor ministre og chefer i den statslige og kommunale forvaltning slipper godt fra at krænke fundamentale rettigheder. Det er umuligt at få danske myndigheder til at gribe ind i den slags sager, om de statsretsligt set ellers er nok så forpligtet til at rejse dem ifølge straffeloven, retsplejeloven og menneskerettighedstraktaterne.

Men ministre kan foretage den slags overtrædelser, uden at politiet griber ind. Og det er jo på baggrund af en censur, hvor chefen bestemmer, hvad man må sige, eller ligefrem udsteder instrukser om, at man ikke må sige noget uden at have spurgt chefen først – og det er standardproceduren hos de offentlige myndigheder.

Der var også en sag for halvandet års tid siden. En lærerinde i Hårby på Fyn blev fyret for ikke at have censureret elevernes opslag på opslagstavlen. Skolen havde haft problemer med skriverier på væggene, og hun gav derfor eleverne en opslagstavle i klasseværelset, hvor de kunne hænge deres meddelelser. Flinke og pligtskyldige, som de var, hængte børnene faktisk deres grafitti op på små sedler.

Siden kom skolelederen ind, og på baggrund af en fiktiv klage ville han ikke have den slags sentenser på vægge, endsige opslagstavler (en tidligere lærer på skolen var negativt omtalt på et par af dem), og han beordrede sedlerne revet itu og opslagstavlen taget ned omgående.

Lærerinden efterkom det i stedet på den måde, at hun forklarede børnene, at der var grænser for, hvad de kunne skrive. Hun overlod det til børnene selv at diskutere det, og de stregede frivilligt de værste ting over. Da skolelederen kom tilbage, blev han alligevel rasende og bortviste reelt lærerinden på stedet. Formelt blev hun så fyret et stykke tid efter.

Da hun så sine rettigheder undergravet, klagede hun til samtlige instanser: politiet, statsadvokaten, rigsadvokaten, ombudsmanden. Alle disse ankeinstanser har imidlertid vasket deres hænder og nægtet at behandle sagen, selv om de har pligt til det. Et par andre lærere, der også havde en anden mening end den herskende, røg ud ved samme lejlighed i en lille udrensning. Deres faglige organisation, Danmarks Lærerforening har ikke desto mindre bistået arbejdsgiveren med at få lukket sagen.

Det ville jo være helt efter bogen i Nazi-tyskland, men det er her og nu i Danmark, og der er i hundredvis af den slags rutinesager – og de er udførligt dokumenterede.

Der var en anden sag, som var oppe at vende i pressen en overgang, om en socialrådgiver i Farum kommune, der holdt en festtale for borgmester Peter Brixtofte og ironiserede lidt over hans måde at forvalte kommunen på. Det endte med, at han fyrede hende, men pga. den store opmærksomhed måtte han snart stille fyringen i bero. I stedet valgte han så at gøre livet surt for hende og chikanere hende, til hun selv sagde op for overhovedet at kunne holde sin tilværelse ud.

Hun kunne heller ikke få sin sag behandlet, for eftersom hun jo nu var gået selv, var der ikke nogen sag længere, sagde ombudsmanden. Og som andre folk i den slags situationer havde hun selvfølgelig ikke mulighed for at føre sin sag ved retten, for hun havde hverken job eller noget som helst til at finansiere den med.

Noget lignende var også tilfældet med en sag fra Rigshospitalet, hvor en patientombudsmand blev frosset ud, fordi hun talte patienternes sag. Hun var så kuet, at hun ikke turde gå videre med den – hun ville bare have fred. Men hendes tilværelse blev ligesom ødelagt, da hun blev fyret derfra.

Der findes mange tilsvarende eksempler fra private virksomheder. Det materiale, der ligger, er så overvældende, at man næsten får kvalme af at bladre i det.

– Du har også kritiseret myndighederne for nepotisme?

– Nepotisme forekommer helt uhæmmet i Danmark. På trods af, at enhver har ret til at søge offentlige stillinger, så udnævner man alle højere chefer i hemmelighed, uden at andre får mulighed for at søge. Nogle gange laver man ikke engang opslag, når chefstillinger skal besættes. F.eks. i en sag i Trafikministeriet under den tidligere trafikminister, Trøjborg.

Man tog en chef fra det ene ministerium og puttede ham over som chef for en institution i et andet ministerium, uden at stillingen havde været slået op. Menneskerettighederne taler ellers om, at der skal være lige adgang for alle til at søge offentlige stillinger.

Alle behandlinger af stillingsansøgninger til højere embeder, specielt i statsadministrationen, foregår på den mest korrupte måde, ved at man uden skelen til kvalifikationer aftaler indbyrdes, hvem der skal have disse stillinger. Samtidig foregår der en overvågning og registrering af potentielle ansøgere til stillinger i det offentlige – hvad de har sagt og gjort i deres tidligere tilværelse bliver checket, også helt private ytringer og artikler m.m.

Det foregår ikke bare for chefstillingers vedkommende, men også i stillingsansættelser helt ned på lavt niveau. Jeg har selv haft lejlighed til at se sådanne sagsakter eller cirkulærer om ansøgere til stillinger, hvor man havde kortlagt deres tilværelse ned til mindste ligegyldighed, og på det grundlag enten ansatte dem eller udpegede dem som kandidater til en stilling, som de ikke havde søgt, mens andre blev udelukket på forhånd.

Det foregår i et meget systematisk omfang for på én gang at disciplinere folk og udelukke folk fra magtelitens basis, som disse embedsværn udgør.

Det er også svært at få udleveret dokumentation om disse sager, selv om det ikke burde være det. Vi har ligefrem en lov, der hedder »Lov om offentlighed i forvaltningen«, selv om den måske snarere burde hedde »Lov om hemmelighed og censur i forvaltningen«, for den benyttes af magthaverne til at hindre aktindsigt i forvaltningen, eftersom der er så mange undtagelser og behændige mistolkninger.

Jeg har dokumentation om en lang række sager, hvor der er klare ulovligheder og krænkelser, f.eks. om den sag for et halvt år siden, hvor en række myndigheder, bl.a. Københavns Universitet, PostDanmark og Told- og Skattestyrelsen blev afsløret i ikke at overholde sikkerhedsbestemmelserne for persondata på registerområdet.

Jeg har spurgt Registertilsynet, hvad de har foretaget sig i den anledning, men de meddelte blot, at de ikke følte, at det var deres opgave at undersøge dette, og derfor ikke agtede at foretage nogen efterfølgende kontrol.

Det er et eksempel på – og det er ikke enestående, for jeg har dem i bunkevis – at den ene myndighed dækker over den andens overtrædelser og forsømmelser i stedet for at undersøge og opklare sagerne og drage de ansvarlige til ansvar for deres lovovertrædelser.

Ressourcerne bruges helt systematisk til at tilsløre og dække over hinanden – ikke i ni ud af ti sager, men i ti ud af ti. Tamilsagen er den eneste, der er blevet afdækket, og det var kun, fordi et par politikere blev personligt sure på hinanden. Var det ikke sket, at Ninn-Hansen i et TV-interview havde generet Mimi Jakobsen – og Marianne Jelved i et vist omfang – så var den sag heller ikke blevet afdækket, for på daværende tidspunkt var den afsluttet. Ombudsmanden havde formuleret en vag henstilling, som reelt var en færdigbehandling af sagen.

Politikerne havde lukket den, og der var absolut ikke planlagt nogen rigsretssag, da den pludselig livede op igen ved et tilfælde. Havde Ninn-Hansen ikke startet en personlig strid, var også den blevet fortiet.

På registerområdet er en af de seneste fortielser fra myndighedernes side det såkaldte GIS [Grafisk Informations System]. Man er efterhånden blevet i stand til at fremstille nogle overordentlig detaljerede landkort helt ned til 2 meters nøjagtighed, der kan lagres digitalt, således at man vha. simple koordinater kan stedfæste bygninger og sågar enkelte rum med meget stor præcision.

Det betyder, at man kan samle oplysninger i registre og administrere dem direkte på landkort, hvorfra de så atter kan indhentes til forskellig brug – så er der nemlig lige pludselig ikke længere tale om noget egentligt personregister, men blot om et koordinatsæt for en bestemt person. Forudsætningerne herfor er allerede til stede, og Registertilsynet har da også allerede skullet tage stilling til en række klager, men enten benægter de simpelt hen eksistensen af disse, eller også henviser de bare til, at de formoder, at kommunerne, som er i besiddelse af disse systemer, overholder registerloven.

GIS bliver mere og mere udbredt og muliggør derved en registrering og overvågning, der rent faktisk er lige så tæt, som den var i det 3. Rige. Dengang havde man blokvagter i enhver ejendom, hvis opgave det var at udlevere detaljerede oplysninger om alle beboerne til repræsentanter for efterretningsvæsenet. Blokvagten kan imidlertid her erstattes af et meget mere effektivt elektronisk GIS-system.

Som så meget andet forties alt dette naturligvis over for offentligheden.

De hundreder af sager, som jeg kender til, er jo kun en brøkdel af, hvad der foregår. Her kan man virkelig tale om toppen af isbjerget. De allerfleste kommer aldrig nogen sinde uden for en snæver inderkreds, bliver aldrig nævnt og aldrig nogen sinde undersøgt.

Jørgen Bitsch
http://www.faklen.dk/dk/faklen/03/merklin.shtml